Delårsrapport for 2. kvartal 2024 indeholder intern viden
Selskabets forventninger for 2024 Schouw & Co. offentliggør i dag selskabets delårsrapport for 2. kvartal 2024. Delårsrapporten indeholder intern viden, idet forventningerne til årets omsætning og EBITDA afviger fra de forventninger, som den 30. april 2024 blev udtrykt i selskabets delårsrapport for 1. kvartal 2024.
Forventningen til koncernens omsætning i 2024 reduceres således nu til størrelsesordenen 34,2-36,4 mia. kr. mod tidligere forventet 34,8-37,3 mia. kr. Samtidig øges koncernens resultatforventning for 2024 til et EBITDA i intervallet 2.810-3.060 mio. kr. mod tidligere forventet 2.740-3.040 mio. kr. De opdaterede forventninger, som er fastlagt i dag på et fortsat igangværende bestyrelsesmøde, er baseret på bestyrelsens og direktionens vurdering af udsigterne for koncernens virksomheder i den resterende del af året.
Selskabets langsigtede forventninger I årsrapporten for 2021 offentliggjorde Schouw & Co. en langsigtet ambition om at nå en omsætning – inklusive opkøb – på over 35 mia. kr. med et EBITDA på over 3 mia. kr. ved udgangen af 2025. Ved indgangen til 2023 havde de gennemførte opkøb bidraget væsentligt til opfyldelsen af denne ambition, og samtidig havde den betydelige inflation på materialepriser foranlediget en væsentlig omsætningsstigning, så omsætningsambitionen i januar 2023 blev hævet til niveauet 40 mia. kr., mens resultatambitionen fortsat var et EBITDA på over 3 mia. kr. ved udgangen af 2025.
Siden seneste opdatering af den langsigtede ambition i januar 2023 er priserne på en lang række råvarer og andre materialer imidlertid igen faldet, og med de aktuelle udsigter må det forventes, at omsætningsniveauet for den nuværende koncern – uden yderligere opkøb – kan blive lavere end 40 mia. kr. ved udgangen af 2025. Med den nu korte horisont til 2025 giver det ikke længere mening at operere med den langsigtede ambition, og den vil derfor i begyndelsen af 2025 blive erstattet af en sædvanlig forventningsudmelding for året.
Selskabets delårsrapport for 2. kvartal 2024 offentliggøres i sin helhed umiddelbart efter denne meddelelse.
Aktieselskabet Schouw & Co.
Jørgen Dencker Wisborg, bestyrelsesformand Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør, telefon +45 86 11 22 22.
Vedhæftet fil